Jesu gravlæggelse

Efter at Jesus hang på korset, blev han taget ned og udleveret til Josef fra Arimatæa, som hemmeligt var en af Jesu disciple. Og Nikodemus, som også hemmeligt var en discipel af Jesus, kom og salvede ham med en blanding af myrra og aloe og viklede lindeklæder om ham. De begravede ham så i Josef fra Arimatæas gravhule, som han egentlig selv skulle begraves i. Jesus blev begravet i hans grav. Så væltede de en stor sten for indgangen og gik. Nu er Jesus død og lagt i graven. Han ligger i gravens mørke.

Hvem havde troet, det skulle ende sådan? Maria fik at vide, at hun skulle føde en søn ved navn Jesus, og at han skulle blive stor og kaldes den højestes søn, han skulle blive givet Davids trone, han skulle være konge over Jakobs hus til evig tid, der skulle ikke være ende på hans rige, og han skulle kaldes hellig, Guds søn.

Og hans liv var virkelig forunderligt. Han blev stor ved den kærlighed, han viste andre mennesker. Han så dem i øjnene, han lyttede til dem, han lugtede til deres livs stank, han spiste med dem, han rørte ved dem og helbredte dem. I sit liv gav han sig selv hen i tjenesten for andre. Ikke som en konge normalt gør; højt herskende på sin trone. Men tjenende, sansende, helbredende, ja ligefrem fodvaskende. Helt uhørt. Hvis der havde fandtes en fagforening for konger, ville den uden tvivl have anklaget ham for at ødelægge hvervets værdighed.

Men det var som om menneskene ikke forstod, at han ikke var en normal konge. I søndags red han ind i byen og han blev fejret som en konge. Nu kom han. Befrieren. Oprørshelten. Ham, som skulle slå flere ihjel end Davids 10000'er. Men hvad endte det med? Han slog ikke en eneste ihjel. Og da en af hans disciple greb sværdet og ville kæmpe for ham, bad han ham lade være. Hvad var der med ham? Var han en vatnisse? En, som ikke forstod, hvad der var værd at kæmpe for?

Egentlig var det kendetegnende ved Jesus. Han tog menneskenes forventninger og drømme for ham, vendte dem på hovedet og viste en bedre vej. Nogle gange var det lidt hårdt at indse, at deres veje ikke var de bedste. Nogle gange var det lidt hårdt at erfare, at deres allerbedste intentioner alligevel ikke lykkes. De forrådte ham. De fulgte ham ikke i døden. De svigtede.

Nu er han død og lagt i graven.

Dødens hav opsluger flere og flere.

Vi mærker tungheden i øjnene og trækningerne i ansigtet,

mens vi kigger på det synkende legeme.

Nu forsvinder du,

du bliver væk,

og der kommer intet nyt fra dig.

Nu er Jesus druknet. I dødens hav, i sin blodige sved og i sine tårer. I vores synder, i vores svigt. For vores synder, for vores svigt. Han er nu opslugt af det store dødens hav og giftigt vand har fyldt hans lunger.

Han, som før herskede over vandet, stormen og søen og gik på den, han er nu opslugt. Men ikke fordi han tvivlede, som Peter. Men fordi han troede. Troede så meget på sin mission, på Guds plan, at han gik i døden for den og for os. Han kæmpede for os.

For han forstod netop, hvad kampen, den store kamp, Guds kamp, handler om. Han kom for at besejre ondskaben i vores indre. Vores had, vores mindreværd, vores bedrevidenhed, vores forbandede stolthed. Og vores død. Han tog døden og alt det, der gemmer sig i vores mørke, på sig.

Det er værd at mindes. Det er værd at værdsætte. Det er værd at ære.

Nu er Jesus død og lagt i graven. Han ligger i gravens mørke og er druknet i dødens hav.

Men historien slutter ikke her.

(Cand. Theol. Mikael Kongensholm, 3/4-2015)