Udgivet lør d. 17. jun 2017, kl. 17:24

Lørdagskirkens Sommerudflugt 10. juni 2017 

Bussen ankom lidt i kl. 10 og Lørdagskirkens gæster steg ind og alle fik plads. Helmuth, Marianne og jeg kørte rullebordet ud med alle madvarerne og kaffekanderne m.m., og der var god plads i bagagerummet og i bussen, som havde plads til 50. Desværre var vi 10 personer mindre end sidste år. Vi fik en dejlig køretur i solskin, og slikbøtten med Matador mix gik rundt. Efter et kvarters kørsel på motorvejen kom undertegnede i tanker om, at spandene med kartoffelsalaten var blevet glemt!! De stod i køleskabet i menighedssalen. Uhadada. Chaufføren havde heldigvis en løsning. Vi skulle køre forbi Rema 1000 i Rønnede, så ville vi se efter noget kartoffelsalat der. Heldigvis havde de lige 10 kg kartoffelsalat!!

Vi ankom efter 5 kvarter til Everdrup præstegård, hvor Nete Ertner Henriksen og hendes mand Henrik tog imod os. Vi var i den heldige situation, at der var blevet smurt sandwich til os, så vi ikke også skulle gøre det, som vi ellers plejer. Nete har en del arbejde blandt flygtninge, og det var en ung kvinde fra Iran, Faisal, som havde smurt sandwich’s til os med hjælp fra Henrik. Hun havde fødselsdag, og vi sang fødselsdagssang for hende, hvilket hun blev meget rørt over. Efter at have indtaget sandwich frikadeller og kartoffelsalat + saftevand, fik vi kaffe med Netes vidunderlige hindbærlagkager med glasur i forskellige farver. Netes kærlighed til Lørdagskirken er stor, og hun vil gerne forkæle de mennesker, som kommer der. For nogles vedkommende er det deres eneste lejlighed til at komme ud af byen én gang om året, og hvor de glædede sig over alt det grønne og blomstrende ude på landet! Nu var det tid til gudstjeneste i kirken. Nete var naturligvis præsten, og jeg var organisten og Henrik kirkesangeren. Der var et fint orgel med to manualer i denne landsbykirke! Efter gudstjenesten var der igen kaffe, og Nete havde ekstraordinært bagt cup cakes. Vi slappede af i haven bagefter, indtil vi skulle køre hjem ca. kl. 15.45. Vi var hjemme kl. 17 og alle var enige om, at det havde været en god tur med godt vejr og god behandling!!!

                                                                                                                                Ulla Frydkjær

 

Kategorier Notitser