Bethlehemskirken
Vær mine efterfølgere! (Citat af Jesus)

I opstandelsens optik. Prædiken påskenat v. Simon Fuhrmann

I opstandelsens optik. Prædiken påskenat v. Simon Fuhrmann


# Notitser
Udgivet fredag d. 25. april 2014, kl. 13:00

Lad min munds ord og mit hjertes tanker være dig til behag, Gud. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen! +

KRISTUS ER OPSTANDEN! JA, SANDELIG OPSTANDEN!

Påskenat smelter vores dåb og Kristi opstandelsen sammen! De bliver et og det samme! De er helt uadskillelige og vidner om dette: At døden er overvundet, ”og noget nyt er blevet til!” Ja, at: KRTISTUS ER OPSTANDEN!

At tro på opstandelsen er at tro på dåben, og at tro på dåben er at tro på opstandelsen.

Den 3. marts 1991 – ni år gammel – stod jeg overfor en forsamling ligesom denne. Jeg var klædt i hvidt. Jeg skulle døbes. I pinsekirken, som jeg er opvokset i, var det normalt, at man aflagde et vidnesbyrd for sin tro. Men jeg var så nervøs, at jeg vist kun fik fremstammet et spinkelt ”ja.” Først langt senere skulle det spinkle ja vokse til et dybt og rungende ja. 

For den, der første gang oplever en påskenatsgudstjeneste, kan det komme som en overraskelse, at den handler så meget om dåben.

Hvorfor er det, at opstandelsen og dåben bliver bundet sammen i påskenatten? Det har både en historisk årsag og en teologisk:

Den historiske er, at fasten i den tidlige kirke var den periode, hvor dåbskandidaterne blev oplært i kristendommen. Her var undervisningens klimaks påskenat, hvor de blev døbt med Kristus, ind i kirkens fællesskab, og hvor de for første gang fik adgang til det himmelske måltid, nadveren, som smager af Guds rige. 

Den teologiske årsag er, at Kristi opstandelse er sejren over døden, og dåben hviler på denne sejr: Når vi døbes, dør og opstår vi med Kristus. Vi bliver døbt til liv, fordi Kristus sejrede over døden.

Det er jo det, vi hørte om i epistellæsningen tidligere i gudstjenesten:

”Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv” (Rom 6:4). 

Påskenat, denne nat, aktualiseres vores dåb. Den Ånd, der oprejste Kristus, oprejste også os i dåben, og det er den præcis samme Ånd, der er tilstede i dette øjeblik og levendegør og aktualiserer vores dåb. Ved at tage del i denne gudstjeneste lige nu oprejses vi med Kristus! Vores dåb og Kristi opstandelse er ikke noget fjernt eller glemt, men noget der sker nu og her. Hvordan kan det lade sig gøre? Ånden gør levende!

”Hvilke fremskridt et menneske end gør i sin tro, hvilke velsignelser han end får… Han vil aldrig opdage og kan aldrig opdage noget mere, end han allerede har modtaget i dåben,” siger ortodokse Kallistos Ware.

Hver gang vi fejrer opstandelsen, vokser vi dybere ind i dåbens hemmelighed, den hemmelighed, vi allerede ejer.

Tilbage i 1991 i Pinsekirken i Horsens blev jeg af præst René Ottesen ført ned i dåbsbassinet, dåbsgraven, og i Faderen og Sønnens og Helligåndens navn blev jeg helt nedsænket i vandet. Hele mennesket skulle døbes, ikke blot dele af det.

Jeg er ikke ude med en pointe om, at kun fuld neddykkelse er en gyldig dåb. Men derimod, at jeg fik vand i øjnene. Også mine øjne blev døbt. Eller rettere: mit syn!

I dåben døbes vores syn på verden. Vi får opstandelsens optik! Vi ser ikke længere verden på samme måde. Alt bliver nyt for os. Naturen, mennesker, hele skabelsen vidner nu om noget andet og større end den umiddelbare overfalde, vi ser. Man kan sige, at vi får ind-sigt.  Vi ser nu ind-i-tingen; synet går gennem overfladen og ind i den åndelige sandhed, som findes i alt skabt.

Nogle gange kan vi komme til at tænke for snævert og småt om Guds gerning. Ofte tror vi, at opstandelsen er et individualistisk projekt, der kun omfatter lille mig. Vi tør næsten ikke tro på rækkevidden af Guds offer og kærlighed.

Men lad os turde at tro, at Gud, der altid er Større, tænker større!

Hvad er det, vi får indsigt i? Det er, at Kristus er grunden for alt. ”Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er,” forkynder Johannes Teologen.

Kristus er grunden til, at alt, hvad, der er til, eksisterer; han er princippet bag alt, Ordet, der skaber. Kristus har kosmisk betydning! (Kosmisk kommer af kosmos, der betyder universet eller verden).

Verden og Gud er ikke to modpoler, selv om der er en uendelig kløft mellem Skaberen og det skabte. Men alt, der er skabt, tager del i Guds liv, ellers ville det ikke kunne være til. For Gud er eksistens, og alt, der eksisterer, kan kun være til, fordi det tager del i Guds eksistens.

Gud har altså skabt verden til relation med sig selv. Uden relation til Gud, vil vi ikke kunne leve. Så meget elskede Gud sin verden. Han ville aldrig overgive den, aldrig forlade den.

Nej, han elskede sin skabning så meget – og os mennesker i den – at han overskred den uendelige kløft mellem Skaber og skabt, så at han selv blev en skabning. Det er historiens største mysterium! Skaberen af alt blev skabning, for at lede alt skabt til sin Skaber. 

Gennem dåben indser vi, at Kristi opstandelse ikke bare er et individualistisk projekt for de få døbte, men at opstandelsen gælder hele verden, ja, alt skabt.

Det betyder også, at når Kristus opstår og overvinder døden, så har det betydning for alt levende, hele kosmos!

Opstandelsen omfatter skabelsen, siger broder Wilfrid Stinissen. Nu, i vores tidsalder, skal vi som opstandelsens vidner se verden med opstandelsen optik/øjne.

Men på den dag, hvor Kristus kommer igen, bliver hele skabelsen en del af den kosmiske opstandelse. Så vil alt, vi kender blive forvandlet – ikke tilintetgjort! – og verden vil blive en ny jord.

Ved opstandelsen vil vores kroppe blive forvandlet. De vil blive forherliget og gennemlyst af Ånd.

Opstandelsen er altså ikke blot de menneskelige kroppes opstandelse. Når mennesket forherliges, vil verden også blive forherliget. Opstandelsen omfatter skabelsen.

Den ”nye jord” (Åb 21:1), som vi venter på, vil være fuldstændig gennemlyst. Alt lovsynger Guds kærlighed, alt skabt reflekterer Guds uskabte lys.*

Men allerede nu i denne tid skal vi som opstandelsens vidner lære at ”se.” Vi skal se igennem tingenes umiddelbarhed og se dets evighedsværdi.

Fædrene i den tidlige kirke talte meget om dette at se. De kaldte det for theoria på græsk eller contemplatio på latin. Vi kan måske bedst oversætte med beskuelse eller slet og ret kontemplation.

Theoria er at se på verden som et mysterium eller et sakramente. Når vi ser på verden med døbte øjne, bliver verden hellig for os.

For fædrene hænger theoria fuldstændig sammen med praksis. Den måde, vi ser på, gør, at vi handler og praktiserer på en bestemt måde.

Opstandelsen optik/blik har altså afgørende betydning for, hvordan vi lever vores liv. Når vi ser verden som hellig, og alt i den som helligt, så vil vi også behandle den med ømhed og omtanke.

Vi skal derfor leve Kristi opstandelse ud. Vi skal leve opstandelsen.

Som vidner om opstandelsen, må vi tænke dette med ift. i vores madvaner, vores transportmuligheder, vores forbrug, økonomi og vores forståelse af miljø

Gennem vores dåb – og når vi fejrer nadver – bliver vi fremtidens spire midt i denne verden. Nu er vi vidner om en anden tid, Guds rige. Vi bliver spejl, der afspejler den nye jord, der skal komme.

I dåben fødes vi ind i kirken, ind ”i Kristus.” Når vi bliver døbt, lever vi ikke længere selv, men ”i Kristus.” Det er dette ”i Kristus,” som I skal tage med jer i aften.

Paulus forkynder: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” (2 Kor 5:17)

Dette ”i Kristus” kan aldrig bliver stort nok for os. Alt i den kristne tro sker ”i Kristus.” Alt, der sker i vores liv, sker ”i Kristus.”

At være ”i Kristus” er ikke blot en følelse eller at være bevidst om en åndelig realitet. Hvordan kan vi vide, at vi er i Krisus? At være ”i Kristus” er blevet fysisk konkret gennem vores fysiske dåb. (Husk derfor din dåbsdato – eller fejr den på opstandelsesdagen) Og hver gang vi tager imod brødet og vinen i eukaristien, som dåben er indgangen til, bekræfter vi vores identitet ”i Kristus.”

”I Kristus” bliver verden løst fra dødens bånd. Vi lever forsat under dødens åg, vi kommer til at dø en dag, men ”i Kristus” ser vi selv døden gennem opstandelses optik. ”I Kristus” er døden overvundet!

”I Kristus” skal vi aldrig mere se verden på samme måde igen. Nu ser vi den forvandlet, forherliget, transformeret. Sådan som den virkelig er skabt til at være.

Det er ikke at være naiv. Det er at få ind-sigt (theoria) og se lige igennem naiviteten og beskue det gode og guddomsgnisten, Gudsbilledet, i alt og alle. At lade sig døbe er at leve med opstandelsens optik.

Derfor skal vi som opstandelsens spire og vidner i denne verden aldrig ophøre med at råbe: KRISTUS ER OPSTANDEN!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Den apostolske velsignelse:

Lad os (rejse os og) med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed

og Helligånden fællesskab

være med os alle! Amen!

 

Bøger:

-       Ware, Kallistos: i ”Den underbare vägen”

-       Stinissen, Wilfrid: ”I dag er Guds dag”