Bethlehemskirken
Vær mine efterfølgere! (Citat af Jesus)

Vend vor skæbne som strømme i Sydlandet. Prædiken til 7. Søndag efter Trinitatis 2015 v. Ole Skjerbæk Madsen

Vend vor skæbne som strømme i Sydlandet. Prædiken til 7. Søndag efter Trinitatis 2015 v. Ole Skjerbæk Madsen


#
Udgivet torsdag d. 23. juli 2015, kl. 21:40

Vend vor skæbne som strømme i Sydlandet

Prædiken til 7. Søndag efter Trinitatis 2015

(Findes i en tidligere version fra 2011)

Af Ole Skjerbæk Madsen

Evangelietekst: Luk. 19,1-10

Kære søstre og brødre i Kristus Jesus!

Et af Lukas’ hovedtemaer, når han i sit evangelium skal skildre Jesu liv, handler om, at Jesus opsøger dem, som er udstødt, anderledes, set ned på, taberne. Dette tema er ofte kædet sammen med et opgør med de velbjergede i samfundet, de rige og magtens mennesker. Jesus priser de fattige lykkelige og råber ve over de rige.

Lukas evangelium starter med et opgør med magten – endog kejseren – med beretningen om Jesu fødsel som en ny og anderledes konge, Gud som fødes i en stald og hyldes af samfundets usleste, de beskidte hyrder på markerne ved Bethlehem.  Hans fødsel annonceres som en kejsersøns fødsel: En glæde for hele folket, og han fremstilles som én som bringer fred om en anden fred en pax romana, den romerske fred, han bebudes som en velgører – en titel som kejseren yndede at bruge om sig selv.

Fra begyndelsen vendes der op og ned på stort og småt. Og Lukas beretter, at Jesu opmærksomhed og omsorg gælder de syge, de prostituerede, dem som er syndere i andre menneskers øjne. Det er dem, Jesus opsøger eller modtager, det er dem han giver nyt livsindhold, helbredelse og menneskeligt fællesskab.

Når Lukas har øje for de svage, hænger det måske sammen med hans udannelse og erhverv. Lukas var læge. Hvorom alting er, Lukas har haft sit sin helt åbent for denne side af Jesu virksomhed, når han lyttede til fortællingerne om Jesus, og det var dette perspektiv han fastholdt, da han selv begyndte at skrive det ned, han havde hørt om Jesus, så at interesserede romere og grækere og nye kristne, kunne ”vide, hvor pålideligt det er, som [de] er blevet undervist i”.

Det er også hos Lukas at vi finder tre lignelser, som netop beskriver Guds opsøgende i kærlighed i forhold til alt det som er fortabt. Lignelserne var svar på den de religiøse lederes vanskelighed ved at forstå, hvorfor Jesus accepterede syndere i sin nærhed. Lignelser handler om et får, der blevet væk, om en tabt mønt og en fortabt søn.

Evangeliet i dag handler om en tolder. Han var som andre toldere på Jesu tid en rig mand – og vi kan måske undre os over at så netop han har Lukas’ sympati. Men toldere var ikke bare rige, for de hørte ikke til det pæne selskab. Toldere og syndere nævnes ofte i samme åndedrag, så hvad var der galt med tolderne? De var i mange jøders øjne landsforrædere, som var gået i besættelsesmagten tjeneste, og man mistænkte dem for og formentlig med rette, at de fuskede med toldafgifterne og opkrævede mere end de skulle for at fylde deres egne lommer. Trods deres rigdom og den luksus, de kunne omgive sig med, var de alligevel udstødte.

Zakæus må have hørt om Jesus, og nu vil han se ham, oh hans ønske er så stort, at vil sætte sin sidste værdighed overstyr. Han kravler op i et træ for at kunne se Jesus, når han kom forbi. Vi kender ikke hans motiv, men der må have været et eller andet i hans liv, som var utilfredsstillende, der må have været noget, han længtes efter, og som kunne give tilværelsen mening og indhold; han har følt sig lille og udsat ikke kun fordi han var lille af vækst, men også i dybere forstand.

Og her vil jeg gerne citere den gammeltestamentlige tekst, som er anført til  denne søndag, Salme 126:

Da Herren vendte Zions skæbne,
var det, som om vi drømte.
v2  Da fyldtes vor mund med latter,
vor tunge med jubel.
Da sagde man blandt folkene:
»Herren har gjort store ting mod dem.«
v3  Herren har gjort store ting mod os,
og vi blev glade.

v4  Vend vor skæbne, Herre,
som strømme i Sydlandet!
v5  De, der sår under tårer,
skal høste med jubel.
v6  Grædende går han ud,
mens han bærer såsæden;
med jubel vender han hjem,
mens han bærer sine neg.

Strømmene i Sydlandet løber ud i Det døde Hav; jo mere vandet løber til havet desto saltere bliver det, fordi der ingen afløb eller gennemstrømning er. Derfor er Det døde Hav dødt og uden liv. Hvis strømmene vendes og vandet løber fra kunne der komme afløb og gennemstrømning, og havet blive sundt. Da Israels folk var i fangenskab, oplevede de deres liv som dødt, men Gud greb ind og vendte deres skæbne, og det sure og livsødelæggende som havde gjort livet bittert, blev nu tømt ud; det var som om Gud vende Sydlandets strømme og afsaltede Det døde Hav.

Trods alle rigdomme og statussymboler, må Zakæus’ / tolderens liv have været bittert; da Jesus vier ham sin opmærksom hed og inviterer sig selv hjem til ham som ven med ven, vendes strømmene i Zakæus’ liv. Han vælger at dele ud af sin rigdom og gøre bod for ulykke han har påført andre: Har jeg presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.

Jesus siger, at nu er frelsen, dvs. friheden og et helbredt liv blevet Zakæus og hans familie til del.  Hvor langt vil vi gå for at finde helbredelse af vore liv, finde en ny fylde af liv? Hvor langt vil vi går for at møde denne forunderlige Jesus som legemliggør Guds kærlighed og hjælper mennesker til at færdes ret med hinanden uden fordom og færdes ret med Gud? Og hvordan har vi det med mennesker, som kommer med sønderslidte liv for at finde nyt liv hos Jesus? Vil vi være fulde af misbilligelse som de religiøse ledere på Jesus tid, eller ser vi det åndeligt søgende menneske, eller det menneske, som søger hjælp til et genoprettet liv hos Jesus, som en bror og søster?

En tid til refleksion i stilhed.

Ære være Faderens og Sønnen og Helligånden

Som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.