Udgivet af Bess Serner-Pedersen, ons d. 28. aug 2019, kl. 13:34

Kære menighed.

Jeg skriver i anledning af, at vi skal på menighedslejr og der får besøg af Russ Parker, engelsk præst, tidligere leder af Acorn Christian Healing Foundation gennem mange år, nu bl.a leder af ToRestore, rigtig gode venner med Michael Mitton og meget mere. Jeg ved ikke om I alle ved det, men det er mig der har foreslået dette og kender Russ og det han arbejder med.

Jeg vil gerne forklare lidt om, hvorfor jeg foreslog Russ og hvad vi kan forvente og nogle af mine tanker omkring det.

For et stykke tid siden, mødte jeg en gammel bekendt, som jeg har gået i Bethlehemskirken med i min ungdom. Han spurgte mig om jeg kunne huske noget engang for ca. 30 år siden, som jeg havde sagt. Han refererede det og jeg følte mig flov. Det var ikke klogt sagt, sagde jeg, og at det var jeg ked af. Han sagde så, at han vidste, at hvis han en dag sagde det til mig, ville jeg nok reagere sådan som jeg nu gjorde. Det var jeg taknemmelig over. Jeg kunne ikke helt huske, hvad jeg havde sagt. Men han var blevet såret og havde husket det i alle disse år og jeg var glad for, at han sagde det til mig og at jeg kunne sige undskyld. Senere talte jeg med Gud om det og var glad for at kunne bekende og bede. Og sådan er det bare. Vi sårer hinanden. Vi siger ukloge uovervejede ting. Vi er mennesker på godt og ondt og vi har brug for Gud. Alle sammen. Vi har brug for at åbne os og også lade smertende ting komme frem, så Gud kan hele det.

Også vores menighed har fået skrammer og sår igennem tiden. Ligesom alle kirker får. Nogle er gamle. Andre er nyere. Nogle er svære at løse andre er måske ikke så svære. Det er en sorg, når vi ved, at noget ikke er let at løse. Vi er alle en del af legemet og når et lem lider, lider alle lemmerne. Måske mærker vi det ikke alle sammen, måske er vi os det ikke bevidst, vi er ikke altid alle involveret i det hele, men det præger vores menighed.

Jeg har lært Russ Parker at kende helt tilbage i 2006, hvor jeg og Torsten Junge tog over for at blive undervisere i lyttekurserne, på Acorn Christian Healing Foundation i England. Russ havde da i 10 år været leder for denne organisation. Han tjente i Acorn som leder i 18 år, og i den tid spirede en specifik tjeneste frem i hans virke, som handlede om at udruste kirker til at løse uforløste problemer og bevæge sig fremad med en fornyet evne til at blomstre som Gud vil det. Dette følte han sig ledt til at bruge mere tid på og da denne tjeneste voksede, besluttede han at han måtte gå den vej og stoppede som leder af Acorn. 

Han er i dag bl.a leder af denne nyere tjeneste, To Restore. Han rejser meget rundt i Storbritannien og udenlands hvor han underviser og holder forelæsninger om emner som har med kristen helbredelse, sundhed, forsoning og kirketransformation at gøre. Han har været ansvarlig for udvikling af partnerskaber omkring lytning og forsoning i 12 nationer bl.a. i Nordirland, Rwanda, Burundi, Hong Kong og USA. Jeg har længe vidst om dette arbejde og har haft et ønske om at vi kunne erfare denne tjeneste hos os.

Russ har skrevet en hel del bøger. Bl.a: Healing Dreams, Free to Fail, Forgiveness is healing, The Wild Spirit, Healing Wounded History og Rediscovering the Ministry of Blessing. Jeg har nogle af bøgerne, hvis der er nogen der kunne tænke sig at låne en….Ellers kan de nemt købes på nettet.

For 2 år siden skrev jeg og spurgte Russ om det var muligt at have dette emne på en menighedslejr, som jo ikke er en konference, men en weekend med fællesskab og meget andet end undervisning og forbøn. Og jeg spurgte om han var villig til at komme og holde sådan en weekend med os.

Altså emnet: ToRestore: at udruste kirker til at løse uforløste problemer og bevæge sig fremad med en fornyet evne til at blomstre, som Gud vil det.  Alt passede fint og han ville rigtig gerne komme og weekenderne de 2 kommende år var ledige.

Derfor kommer Russ nu. Jeg er i stor forventning til hvad Gud vil gøre imellem os igennem denne tjeneste. Russ er også en god fortæller, synes jeg. Han er værd at lytte til. Vi har fået lov at låne Areopagos tekniske gear, headsets og mikrofon til tolkning, så vi kan få oversættelse til dansk for dem der har brug for det.

Vi har planlagt en sidste session hjemme i Bethlehemskirken for dem der vil/kan være med. Som en slags opfølgning opsummering og velsignelse i vores kirke. Det kan også være for dem, som ikke kunne være med på lejren: Søn. d. 27/10 Kl. 19.00-20.00 Forny kirken gennem velsignelsens tjeneste. Alle der vil være med er velkommen.

Vi har derudover i fællesskab med Areopagos, I Mesterens Lys og Helligåndskirken planlagt et fyraftensmøde i Helligåndskirken på Strøget den efterfølgende tirsdag d. 29/10 kl. 17-20: Hvordan kan vi velsigne og være en velsignelse for andre.

Jeg har lyst til at sige til jer alle: Kom med på menighedsweekenden, hvis du på nogen måde kan! Sæt kryds i kalenderen. Hvis du kender nogen, som ikke kommer så tit i kirken mere, men synes dette lyder spændende og aktuelt i forholdt til deres relation til kirken og gerne vil med, så ved jeg at alle er velkomne til at melde sig.

Lad os se hvad Gud vil gøre for os og imellem os. Lad os være åbne for, at Gud vil møde os, vores kirke og det vi rummer og hjælpe os med det vi trænger hjælp til. Så vi kan bevæge os fremad med en fornyet evne til at blomstre som Gud vil det. og være en velsignelse, både for hinanden og mange andre. Lad os stole på at Gud ved hvad han gør, han kender vejen og han vil lede os. Lad os gå med ham, sammen. Som fællesskab. Måtte vi erfare fornyelse - som han vil det. Lad os bede for vores menighed og lejr og være i forventning til at Gud vil møde os på en stærk og kærlig og levende måde. Fuld af nåde og barmhjertighed.

Jeg glæder mig.

Kærlig hilsen Bente

Kategorier Uncategorized