Lørdag d. 20. april 2019, Kl. 21:00 til kl. 23:30

Påskenat. Kirken ligger i begyndelsen hen i mørke. En procession med ét lys træder ind i kirken og lidt efter lidt breder lyset sig fra kirkegænger til kirkegænger, imens synges ”I kvæld blev der banket”; det bliver et stykke kirkedrama, en sangleg, som hele menigheden tager del i. Påskens budskab bliver konkret, lyset besejrer mørket og dødens magt brydes. Præsten råber ”Kristus er opstanden” og alle svarer: ”Ja, sandelig opstanden”. 
Påskenat var oldkirkens dåbsgudstjeneste, hvor de nytilkomne troende blev optaget i den kristne menighed. Omdrejningspunktet i de bibelske læsninger er Guds skaberglæde og Guds længsel efter at genrejse skabningen, at føre gudsfolket til det lovede land og Jesus sejr over døden. Påskenat bekræfter vi vores dåb og forstår samtidig det levende håb, vi er blevet genfødt til. Et håb, der gør, at gudstjeneste kulminerer i eufori, fest og glæde. 
Børn og unge i Bethlehemskirken glæder sig ofte mere til påskenat end til juleaften. Og det selvom gudstjenesten bl.a. er inspireret af ældgamle oldkirkelige, armenske og koptiske traditioner. Men børnene mærker umiddelbart, at der påskenat er noget på spil, der ikke bare handler om dem selv. De forstår, at de er en del af en større fortælling. En fortælling, der ender med at besejre alt det, som de selv mærker gør ondt. 
Sejren fejres efterfølgende i menighedshuset, hvor kage og slik flyder og årets chokolade påskehare bliver rituelt slagtet af børnene. Stemningen er helt speciel, Der er en forløsning, en glæde som fylder rummet. En glæde som ikke er overfladisk og flygtig, men en glæde, som denne aften har taget bolig i dybet af vores sjæl.

Medvirkende
Kirkens præster
Sted
Åboulevard 8, 2200 København, Danmark