REJSEN TIL UGANDA

Først et par billeder:

 

 

Kære sponsorer til BUG's tur i Uganda

Nu er det 10 dage siden vi kom hjem fra vores fantastiske rejse til Kamuli i Uganda. Vi havde mange berigende oplevelser med din lokale, Gud og med hinanden. Alt sammen takket være jer! Tak for jeres støtte, der gjorde projektet muligt. 

De var meget taknemmelige for vores tilstedeværelse, og vi kunne mærke, at vi fik sået nogle frø og gjort en forskel.  

Mange taknemmelige hilsner fra
"BUG i Uganda - gruppen" fra Bethlehemskirken.

(Zoe Burke, Kristine Van der Keur, Katharina Adrian, Thomas Okwera, Michael Schøtt, Rebecca Okwera, Benedicte Adrian, Daniel Okwera, Ditte Phil, Asta Evensen, Deborah Okwera, Sabina Appiah og Johanna Adrian)

Herunder følger en beskrivelse af nogle af de ting vi oplevede og gjorde dernede, hvis I har lyst til at læse mere detaljeret om vores arbejde. (skrevet af Sabina fra gruppen.) Her er blot skitseret forløbet over det frivillige arbejde, men I er meget velkommen til at spørge endnu mere ind, når I møder jeres cykelrytter, som I har sponsoreret igennem eller en af os andre. 

’Muzungo Bye [- iii]’ udbrød børnene skiftevis på hver sin side af gaden, mens vi satte danske fodaftryk på afrikansk jord. Børnene ved lerhytterne afbrød deres igangværende aktivitet, kom løbende op til vejen og vinkede i en begejstring for at hilse på os. Da vi gengældte deres hilsen med ’Jambo’, smilede de generet tilbage og kunne hverken modstå deres glæde i ansigtsudtryk eller krop. ’Muzungo’ betyder desuden ’hvid mand’ og ’farvel’ var modsat ’afsked’ en hilsen om, at vi nu måtte komme godt af sted på vores vej. Den røde jord bød os også velkommen ved at lægge sig som støv på kroppen, hver gang taxabusserne og Boda-boda’erne kørte forbi. De grønne træer, planter og blade var et forfriskende syn for øjnene, mens solen stod højt på himlen og spredte varme, lys og håb for den nye dag. Atmosfæren var en duft blandet af frodig natur og hede. 

Således gik vi til Basen i Kamuli hver dag. To dage bestod af praktisk arbejde, hvor Basen blev slebet og malet hvid. 

I Kirkerne blev vi som ’visitors’ hyldet med brummende trommer, svingende hofter og rullende tunger. Sikke en stemning! Vi besøgte forskellige Kirker, da vi i teamet delte os op i mindre grupper. Gudstjenesten forløb sig over flere timer: Præsten prædikede, menighedens medlemmer priste Gud med bibelvers, lovsang og der blev bedt inderlige bøn i munden på hinanden – nogle med tårer i øjnene, andre med en udstrålende lykke og alle med opløftede hænder mod himlen. Selv delte vi vidnesbyrder og brødstykker fra Biblen. Menigheden ønskede, at vi bad for medlemmerne. Vi gik derfor rundt i forsamlingen, lagde en hånd på skulderen eller 'det syge område' og bad i håb om, at Gud måtte høre vores ord. Langt om længe, spiste vi poscho, bønner og banan. Som velkomsten bestod afskeden også af sang og dans, hvor vi sammen med menigheden fulgte en fælles rytme og delte glæden. 

På Basen holdte vi seminarer over tre dage, hvor vi underviste i temaerne ’Family’, ’Health’ og ’Education’ i Danmark. De primære deltagere var præster, lærer og studerende elever. Derefter blev vi undervist i samme temaer fra et ugandisk perspektiv. Efter denne udveksling, gik vi i dialog! Vi stod ind for hinandens fordomme, stillede spørgsmål til hinandens normer, værdier og systemer og diskuterede forskelle - ligheder både i mindre grupper, mellem kønnene og i forsamlingen. Der blev løftet fingre og grinet på uforventede tidspunkter. Det fik vores øjne op for det danske velfærdsystemets succes og den enorme koroption i Uganda. Det var interessant og lærerigt at gå i dialog. Som danskere, kunne vi bestemt lære fra Ugandanerne og omvendt også. 

Efter al talen om de forskellige temaer, fik vi lov til at opleve dem i praksis og besøgte 'Kamuli Covenant Community Nursery Primary School', en anden skole og 'Mulongo Hospital'. 

Skoleeleverne elsker at gå i skole! Iklædt uniform, tiltalte de høfligt lærerne og sad klemte på bænkende på grund af det øgede elevantal i hver klasse. På skolerne, fortalte vi om, hvem vi var, hvad vi hidtil havde lavet, om ’Danmark’, lærte dem nogle danske ord og sang danske sange for dem. Eleverne på skolerne havde forberedt lovsange, skuespil og ugandiske sange med trommer og dans. Efterfølgende fik vi lov til at udveksle tid med lærerne. Til sidst, kunne vi endelig lege med børnene! Vi havde medbragt sæbebobler fra Danmark, som var det store hit. Vi lærte dem ’danske lege’, som ’Alle Mine Kyllinger Kom Hjem’ og legede derefter med dem. Vi spillede selvfølgelig også fodbold. Da klokken ringede højt, gik eleverne langsomt tilbage til deres klasser, men vinkede først pænt farvel til os alle. 

Stemningen på hospitalet var stille, tom og alvorlig. Syge folk befandt sig både udenfor under træernes skygger, men også indenfor på de slidte madrasser og hårde cement gulve. Vi delte os igen op på teamet og gik i grupper rundt på arealet. Det vil ikke være forkert at sige, at alle på hospitalet var ramt af Malaria. De primære syge var kvinder og børn. Vi henvendte os til folk og bad for dem. De første par gange, følte jeg en ro og kærlighed over, at kunne bede for syge folk. Senere blev det hårdere, hvor jeg nærmest kunne føle de syges smerte i min krop. Særligt gjorde et spædbarn indtryk, som var indlagt på akut-stuen. Pigen kunne hverken holde sine øjne åbne, eller trække vejret og havde slanger til hoved og krop. Sygeplejskerne nævnte, at der ikke var noget, som hun ikke fejlede og sagde til sidst: ’GOD is the best Doctor in Uganda’. Vi afsluttede hospitalsbesøget ved træerne, hvor vi puste-foldede ballondyr og afleverede legetøj til de syge børn, som sad med deres mødre. Mødrene ønskede med øjnene og blev lige så glade som børnene for at få et objekt. Tænk, at ballondyr og legetøj kunne ændre den sørgelige stemning til en god. Det var i hvert fald rart at forlade hospitalet ved at have gjort triste læber smilende. 

Trods fattigdommen og landets mange udfordringer, er menneskene præget af en gennemsyret glæde og taknemmelighed for, hvad de besidder. 
Hjemvendt i sikkerhed, føler jeg glæde og tilfredsstillelse over at have sået frø på Ugandisk jord med teamet. Beder Gud om, at de må få deres rette næring. 

Hov, og hvad med mig? 
Rejsen gav livet mening, og hvad der i virkeligheden gør mig glad er at hjælpe andre mennesker. Med min bindestregsidentitet som dansk-tamiler, var det spændende at møde en tredje kultur, som jeg nysgerrigt beundrede og kunne trække tråde til. Jeg kunne heller ikke undgå at bruge mine etnologiske briller, som ved min observering og refleksivitet fik mødet med Uganda til at blive mere interessant og lærerigt. Med mine ben i disse mange lejre, oplevede jeg derudover Kristendommen i praksis med min hinduistiske tro, som har været fantastisk! Jeg er fascineret over Kristendommens ’menneskelige værdier’ og har nydt af være en del i dens kærlighedsfyldte fælleskab og ånd. At praktisere tro i fællesskab rykker grænser og giver rigdom. Alt, hvad jeg har lært i de forskellige lejre er processuelt og ser frem til at se, hvad mine oplevelser gør ved mig og mit verdenssyn. Jeg føler mig nu mæt af alle de indtryk og oplevelser, som jeg har fået med i bagagen. Det var en fantastisk tur! 

Og til sidst: Tak til mine medrejsende BUG-venner, I har været så gode at rejse med. Tak til alle, som har været med til at sponsorere turen til Uganda, tænkt på os og bedt for os; særligt Bethlehemskirken Nørrebro. Tak til ’Hope Danmark’, som udsendte to dygtige frivillige med os på turen. Tak til ’Hope Foundation’ i Kamuli, der har været samarbejdsvillige hele vejen igennem. Tak til David, som var temaets ugandiske far og ekspert. Tak til familien Kinyera. Turen til Uganda havde ikke været den samme uden jer!


I ønsket om at være et fællesskab som rækker ud til verden, arrangerede BUG  en rejse til Uganda, hvor man skulle hjælpe unge mennesker, og dele ud af det vi har fået givet.

Før sommeren 2014 skrev BUG:

Til sommer rejser Bethlehemskirkens ungdomsgruppe til Uganda i 16 dage. Her skal vi være en del af Hope Danmarks arbejde i Uganda. Hope Danmark er lille lokalgruppen under Børne og Ungdomsoase, som blev stiftet i 2012 med fokus på at hjælpe området omkring Kamuli i Uganda. Området omkring Kamuli er stærkt underudviklet. Hope Danmark støtter i Kamuli en ”folkeskole” og de arrangerer sommerlejre for Unge med fokus på ”Leadership devolopment”. Bethlehemskirkens ungdomsgruppe skal i den forbindelse undervise og arrangerer lege på skolen for børn og dernæst skal de deltage i ungdomslejren. På ungdomslejren er formålet primært igennem dialog at give de unge fra Uganda et billede af en dansk kultur og kristendomsforståelse og modsvarende give de unge fra Bethlehem en forståelse for, hvad de kan lære af unge fra Uganda. Sidst men ikke mindst, så ønsker de unge fra Bethlehem i mødet med det fremmede at have en tjenende tilgang. De vil forsøge på alle de måder, de kan, at tjene de mennesker, de her bliver sat i blandt. 

Gruppen har selv arrangeret turen, men ikke uden stor og god støtte fra både Børne og Ungdomsoase og fra venner og benkendte, som har gjort det muligt for turen at finde sted. 
 
Søndag d. 11. maj afholdt gruppen et cykelsponsorløb, hvor de unge fra BUG som skal med på sommerens rejse, skulle cykle penge ind til rejsen. I tiden op til havde de samlet sponsorer blandt kirke, venner og familie, som var villige til at støtte formålet.
Efter gudstjeneste gik de unge cykelryttere sammen med et støttende heppekor af glade folk fra menigheden, ud til Peblinge Sø - i halvanden time blev der cyklet rundt om søen med jublende tilråb.
Da den halvanden time var gået, havde de 10 unge cykelryttere cyklet i alt 34.896 kr. ind til rejsen!
 
   Efter cykeleriet var færdigt, var der grillmad i gården, til cyklister og publikum.