BF's vedtægter

 

Vedtægter for menighedssamfundet, Bethlehemsfællesskabet

 

§ 1 Navn og hjemsted

1.1 Menighedssamfundets navn er Bethlehemsfællesskabet, forkortet BF.

1.2 Bethlehemsfællesskabet er hjemmehørende i København.

 

§ 2 Formål

2.1 BF vil være et fællesskab,

- hvis fokus er Guds selvåbenbaring i Jesus Kristus som bevidnet i Bibelen og udtrykt i Kirkens gudstjeneste- og fromhedsliv,

- som vidner om Jesus Kristus og frelsen i Ham - ved evangelisation, diakoni og sjælesorg, og

- som bringer de troendes almindelige præstedømme til udtryk og udruster det enkelte menighedsmedlem til tjeneste, hver med sin nådegave.

2.2 BF vil arbejde for Kirkens enhed og samarbejder med andre menigheder i og uden for folkekirken for at opfylde sit formål.

 

§ 3 Grundlag

3.1 BF anser Bibelen som norm for menighedens lære og liv og deler bekendelsesskrifter med Folkekirken. Det er de bibelsk normerede og økumeniske trosbekendelser: den apostoliske og den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse, samt lærebekendelsesskrifterne: den athanasianske og den augsburgske bekendelse og Luthers lille katekismus.

3.2 Bekendelsesskrifternes hovedsigte er at fastholde det profetisk-apostoliske vidnesbyrd i hele Bibelen om Guds Søn, som blev menneske, Jesus Kristus, som det eneste grundlag for adgang til Faderen, for gudsbilledlighedens genoprettelse og for tjenesten for evangeliet under Åndens vejledning og udrustning.

3.3 BF forstår bekendelsesskrifterne under fortegnet af Jesu ypperstepræstelige bøn om alle disciples enhed og søger derfor samarbejde og fællesskab med partnere, som har det profetisk-apostoliske vidnesbyrd om Jesus Kristus som centrum for liv og lære.

 

§ 4 Medlemskab

4.1 Medlemskab opnås ved skriftlig indmeldelse og betaling af mindst  200,- kr. bidrag i hvert kalenderår .

4.1.1 Der er to muligheder for medlemskab: almindeligt medlemskab med stemmeret og venskabsmedlemskab uden stemmeret.

4.2 Forudsætning for medlemskab er personlig tro på Jesus Kristus, dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens Navn samt tilslutning til BFs formål.

4.3 Børn af menighedens medlemmer betragtes som medlemmer indtil de når skelsalder, dog uden stemmeret.

4.4 Et medlem kan udelukkes af BF, hvis BFs ledelse finder, at det modarbejder fællesskabet.

4.4.1 Udelukkelse af BF kan indankes for årsmødet.

4.5 Almindeligt medlemskab kan ophøre ved tilslutning til en anden menighed eller ved medlemmets udmeldelse af BF.

 

§ 5 BFs ledelses- og beslutningsstruktur

5.1 Menighedsmødet er BFs øverste myndighed. BF ledes af Bethlehemsfællesskabsrådet (kan forkortes BF-rådet og BFR) og de af BF’s liste valgte medlemmer af Bethlehemskirkens menighedsråd (BFMRmedlemmer) samt de af BF kaldede præster - i henhold til en samarbejdsaftale mellem de to råd. 

5.2 BFs samlede ledelse har det overordnede ansvar for udviklingen og implementeringen af BFs visioner, værdier og målsætninger omsat i menigheden i henhold til BFs formål

 

5.3 Menighedsmødet

5.3.1 Menighedsmødet består af samtlige fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

5.3.2 Menighedsmødet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af BFs stemmeberettigede medlemmer er til stede. Hvis menighedsmødet ikke er beslutningsdygtigt, indkaldes til et nyt menighedsmøde. Det andet menighedsmøde er beslutningsdygtigt, uanset fremmøde

5.3.3 Stemmeberettiget ved menighedsmødet er enhver, som har været medlem mindst 2 måneder før mødet og har betalt det nødvendige gavebidrag inden årsmødet træder sammen. I tilfælde af et nyt menighedsmøde, jf. forrige punkt, er kun de stemmeberettigede, som var medlemmer mindst 2 måneder før det oprindelige menighedsmøde. BFR kan dog undlade at indkalde medlemmerne til nyt menighedsmøde hvis 1) der på første møde har været mindst 25 % af medlemmerne til stede og 2) hvis der ikke, efter en periode af 4 uger efter offentliggørelse af beslutningsreferat fra det første menighedsmøde, er indkommet skriftligt ønske fra mindst 25 % af de myndige medlemmer om afholdelse af nyt ordinært menighedsmøde. Hvis der ikke afholdes fornyet menighedsmøde er det oprindeligt afholdte møde besluttende.

5.3.4 Menighedsmødet har en ordinær årlige samling: Årsmødet. Menighedsmødet kan indkaldes til drøftelse af alle anliggender, som gælder menighedens liv. Ledelsen kan indkalde til ekstraordinært menighedsmøde efter behov og skal indkalde menighedsmødet, hvis mindst 10 medlemmer af BF sammen fremsætter ønske herom.

5.3.5 Menighedsmødet er offentligt.

5.3.6 Menighedsmøder skal være indkaldt ved bekendtgørelse i kirken og på hjemmesiden senest 4 uger før afholdelse.

5.3.7 Forslag til dagsordenen skal være ledelsen i hænde senest 14 dage før mødet, hvorefter dagsordenen bekendtgøres i kirken og på hjemmesiden senest 6 dage før.


5.4 Årsmødet

5.4.1 Det ordinære årsmøde holdes senest i september måned. Årsmødet er et menighedsmøde med følgende faste punkter på dagsordenen:

1) Årsberetning og visioner for fremtiden.

2) Regnskabet for det forudgående kalenderår forelægges til godkendelse.

3) Budget for kommende kalenderår fremlægges til godkendelse og budget for indeværende kalenderår justeres ved behov.

4) Kaldelse af BFRs medlemmer.

5) Kaldelse af BFs præster.

6) Kaldelse af BFs valgte menighedsrådsmedlemmer og opstilling af BFs liste til menighedsrådsvalget i valgår.

7) Forslag fra medlemmerne.

8) Forelæggelse af vedtægtsændringer til godkendelse.

9) Evt.


5.5.1 Kandidater til BFR kan foreslås af ethvert stemmeberettiget medlem. Kandidatemner skal meddeles til BFR senest 3 uger før årsmødet. BFR meddeler senest 2 uger inden årsmødet alle kandidaturer til medlemmerne af BF. Alle kandidater skal være stemmeberettigede. Det påhviler BFR at kontrollere, om kandidaterne er stemmeberettigede.

 
5.5.2 Kaldelse til BFR sker efter indstilling fra BFR på baggrund af en høring blandt/forslag fra BFs medlemmer; selve kaldelsen foretages ved skriftlig afstemning. Kaldelsen af en kandidat er kun gyldig, hvis vedkommende opnår mindst halvdelen af de fremmødtes stemmer. Kaldelsen gælder indtil næste årsmøde.

5.5.3 Kaldelse til BFs ledelse af BFMRmedlemmer sker efter samme procedurer som kaldelse til BFR. Opstilling på BFs liste til menighedsrådsvalget sker ligeledes efter samme procedurer som kaldelse til BFR. Årsmødet prioriterer listen. De fra listen, som bliver valgt til menighedsrådet, deltager i BFs ledelse i menighedsrådets valgperiode, så længe deres kaldelse hertil opretholdes.

5.5.4 Kaldelse af præster sker efter samme procedurer som kaldelse af de to råd
 
5.6 BFR

5.6.1 BFR består af 5-10 medlemmer. BFRs arbejdsgange fastlægges i en forretningsorden.

5.6.2 BRF konstituerer sig selv med formand og næstformand. Sekretær og kasserer kan vælges i eller uden for ledelsen.

5.6.3 BFR leder, inspirerer, opmuntrer og vejleder frivillige medarbejdere i henhold til BFs formål og visioner.

5.6.4 BFR er ansvarlig for budgetlægning og for BFs regnskab samt den daglige økonomistyring og fundraising.

5.6.5 BFR forvalter i samarbejde med de kaldede præster, den læremæssige myndighed i BF.

5.6.6 BFR eller de af BFR valgte menighedsmedlemmer repræsenterer BF i nationale og internationale relationer.

5.6.7 BFR tilstræber enighed i alle sager. Beslutningstagning foregår ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. BFR er beslutningsdygtig ved minimum 75 % fremmøde.
 
5.7 De valgte menighedsrådsmedlemmer fra BFs valgliste

5.7.1 BFMRmedlemmer består af de fra BFs valgliste valgte menighedsrådsmedlemmer.

5.7.2 BFMRmedlemmer deltager i menighedsrådsarbejdet efter den til enhver tid gældende menighedsrådslov. Forpligtelser i forhold til dette kan ikke tilsidesættes af kaldelsen til BFs ledelse.

5.7.3 BFMRmedlemmer har desuden, som følge af kaldelsen fra årsmødet, en forpligtelse til at arbejde for BFs interesser i det folkekirkelige system. Et BFMRmedlem, som vælger at arbejde for andre interesser end de af BFs ledelse definerede ønsker og visioner, kan blive løst fra sin kaldelse. Derved udtræder vedkommende af BFs ledelse og repræsentere ikke længere BF i sit arbejde i menighedsrådet.

5.7.4 BFMRmedlemmer deltager i de fælles møder og drøftelser omkring BFs ledelse, som afholdes med BFR og BFs præster og som organiseres efter samarbejdsaftalen.
 

5.8 BFs præster

5.8.1 BFs præster er de af årsmødet kaldede præster. Kaldede fast tilknyttede hjælpepræster/organisationspræster med en tilknytning på under 50 %, er ikke en del af BFs ledelse.

5.8.2 De kaldede præster er i forhold til BF ligestillede i værdighed, men har forskellige ansvarsområder og kompetencer i kraft af deres stillingsindhold. Kaldelsen som præst i BF tilsidesætter ikke andre hverv og forpligtelser, som måtte følge af deres ansættelse i andet regi.

5.8.3 BFs kaldede præster har til opgave at forvalte den læremæssige myndighed i BF i samarbejde med BFR.

5.8.4 BFs kaldede præster fungerer som team og koordinerer internt tjenestefordelingen. Tjenestefordelingen oplyses til MR-formand og BFR-formand. Præsterne skal repræsentere og formidle BFs værdier i deres virke i BF og sognemenigheden.

5.8.5 BFs kaldede præster forestår det sjælesørgeriske arbejde i BF og kan benytte hinanden som sparring og supervision inden for grænserne af den for præster gældende tavshedspligt. Præsterne fører tilsyn med det frivillige sjælesørgeriske arbejde i BF. 

§ 6 Økonomi og tegning

6.1 BF tegnes af formanden og næstformanden for BFR i fællesskab.

6.2 BFs regnskab følger kalenderåret og forelægges på årsmødet i revideret stand.

6.3 Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræver enstemmighed i BFR.

6.4.1 Egenkapitalen skal til enhver tid kunne dække lønudgifterne i opsigelsesperioden for de medarbejdere, der er ansat af BFR i henhold til den enkeltes ansættelsesaftale.

6.4.2
Litra a: Det påhviler BFR at sikre, at egenkapitalen kan indeholde den i §6. stk. 4.1 omtalte lønudgift i opsigelsesperioden.

Litra b: Såfremt der ikke måtte være kapital til at dække det i litra a) nævnte beløb, skal BFs ledelse snarest muligt og senest 8 uger efter opdagelsen fremlægge en realistisk plan for genopretningen af egenkapitalen til niveauet beskrevet i litra a).

6.5 BF hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid BF tilhørende formue. Der påhviler ikke BFs medlemmer eller BFR nogen personlig hæftelse.

 

§ 7 Vedtægtsændringer

7.1 Forslag til vedtægtsændringer forelægges af BFR på årsmødet til godkendelse.

7.2 En fjerdedel af BFs stemmeberettigede medlemmer kan forlange en drøftelse af vedtægterne på et menighedsmøde. Hvis 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede på menighedsmødet indstiller til en ændring af vedtægterne, og hvis disse udgør mindst halvdelen af BFs stemmeberettigede medlemmer, skal BFR forelægge vedtægtsændringsforslaget for årsmødet til godkendelse.

7.3 Forslag til vedtægtsændringer skal være BFR i hænde senest 3 mdr. før menighedsmødets afholdelse. Såfremt forslaget til vedtægtsændring er stillet af færre personer, end angivet i §7.2, er BFR ikke forpligtet til at foreslå ændringen.

 

§ 8 Opløsning

8.1 BF kan opløses af to på hinanden følgende menighedsmøder med mindst 6 ugers mellemrum og med et flertal på mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

8.2 BF ophører med at eksistere ved årsmødet i 2030, medmindre årsmødet ser en nødvendighed af at fortsætte BFs eksistens.

8.3 Ved opløsning tilfalder en eventuel formue en kirkelig almenvelgørende organisation i Danmark. 

 

§ 9 Ikrafttræden

De oprindelige vedtægter er vedtaget af Bethlehemsfællesskabets forstanderskab ved mødet den 8/8 2000, jfr. vedtægterne af 25/2 1992 § 6.3, og trådte i kraft ved menighedsmødets stadfæstelse 26/8 2000.

Vedtægterne blev reviderede ved lederskabets møde 10.04.03 og trådte i kraft ved menighedsmødets stadfæstelse 03.05.03 .

I henhold til vedtægterne af 3/5 2003 § 8.2 besluttede menighedsmødet d. 8/5 2010 at fortsætte BF, hvorfor BFs ledelse vedtog og fremlagde ny vedtægt. Menighedsmødet stadfæstede vedtægtsforslaget af 8/5 2010.

Vedtægtsændringer blev fremlagt på menighedsmødet d. 12/5 2012 , som stadfæstede den, hvorved den trådte i kraft ved mødets afslutning.

Vedtægter ændret i 2018:

Da vi er gået fra 3 præster til 1½ præst er ledelsestrukturen ændret: således er BFs ledelse fremover 2 delt. Denne revidering af vedtægterne blev foreslået af den samlede ledelse i foråret 2018.Efterfølgende de blev fremlagt på menighedsmødet d. 5/5 2018, som stadfæstede dem, hvorved de trådte i kraft ved mødets afslutning.

Vedtægtsændringer blev fremlagt og efterfølgende vedtaget på menighedsmødet d. 25/5 2019

Vedtægtsændringer vedr. §8,3 blev fremlagt og efterfølgende vedtaget på et ekstraordinært menighedsmøde d.15.sept. 2019

I henhold til vedtægterne af 3/5 2003 § 8.2 besluttede menighedsmødet d. 22/8-2020 at fortsætte BF. BF fortsætter således 10 år mere, hvorefter der igen skal tages stilling til fortsat eksistens. På samme menighedsmøde blev §5.5.1 og §6.4.1 og §6.4.2 og §7.3 fremlagt og godkendt af BF.

På årsmødet d.8/5-2021 blev det besluttet, at flytte årsmødet fra maj til september. Således er § 5.4.1 ændret til "...senest i september".