Prædiken af Morten Munch

Påskenat 2015 i Bethlehemskirken

Tekst: Matt 28,1-10

Kristus er opstanden / Ja, sandelig opstanden

Påskeglæden

Noget jeg nyder ved at være her i Bethlehemskirken er, at I har så højt til loftet – i mere end en forstand. Hvis ikke påskenat, hvornår skal man så lade glædens vinger bære sig op under hvælvingen.

Vi skal ikke være bange for at slippe glæden løs, så længe vi ikke forveksler den med menneskelig optimisme. Påskeglæden er noget ganske andet.

Teologen Karl Barth har sagt: ”En kristelig påskeprædiken har venligst at tie angående den menneskelige optimismes længsler og gennembrud”.

Det sagde han med én verdenskrig i frisk erindring og en anden under opsejling. Vi kan være her i dag med andre svære erfaringer i frisk erindring.

Påsken rummer den dybeste smerte og den højeste glæde i forening – og kan netop gøre det, fordi påskeglæden ikke bygger på menneskelig optimisme og menneskelige fremskridt, men på Guds egen gennembrudshandling ved at være gået i forvejen for os gennem død til liv og have sat os stævne både i dette liv og det kommende - som den, der selv er vejen, sandheden og livet.

Den tomme grav og den fyldte tro

Uden Jesu opstandelse påskemorgen ville kirkens alterbord være tomt – og præsterne måtte høfligt beklage, at de ikke havde andet at dele ud af end lidt livsfilosofi.

Nadveren ville ikke være fællesskab med den opstandne, men et nostalgisk tilbageskuende mindemåltid uden livsfornyende kraft.

Uden Jesu sejr over døden er dåben ikke andet end en sjat vand, der kan fås friskere andre steder.

Hver gang vi skulle sige dåbsbefalingen og indstifte nadveren ville ordene visne i munden på os – for vi ville være uden livets ord.

Uden opstandelsen ville alterlysene ikke kunne henvise til Jesus som verdens lys – med det løfte knyttet til, at den der tror på ham, vil have livets lys i mørket og døden.

Uden Jesu opstandelse ville vi sidde i et museum lige nu - og hvis kirkerne undertiden fremstår som museer, har vi pakket opstandelsesbudskabet ned. - Må det aldrig ske!

Hvis graven påskemorgen var fyldt med død, ville troen være tom – som Paulus siger det: ”Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.” (1 Kor 15,14).

Og så måtte kvinderne og alle vi andre gå tomhændede bort.

Men hvis det er graven, der er tom, og Jesus lever, er troen fyldt til bristepunktet med liv for i dag og håb for i morgen.

var det, der var kvindernes og apostlenes erfaring, og som til alle tider har båret kirken fremad og givet styrke til at tale døden midt imod og forkynde håb, hvor vi ellers ville være tavse.

Gravkirken blev til opstandelseskirken

En del af jer har sikkert været i Gravkirken i Jerusalem. Gravkirken kaldes af de østlige-ortodokse kristne for Opstandelseskirken.

Påskenattens glæde skyldes, at gravkirken blev forvandlet til en opstandelseskirke – nat blev til dag, død til liv, tomhed til fylde.

Gravkirken indeholder de traditionelt udpegede steder både for Jesu korsfæstelse og Jesu gravplads, hvor opstandelsesunderet skete.  

Uanset om det er de oprindelige steder, er der en vigtig pointe i, at korshøjen og den tomme grav findes under samme kirketag. Korset og opstandelsen kan nemlig ikke skilles ad. Enhver diskussion om, hvad der er vigtigst af de to, er omsonst, fordi det ene ikke er noget uden det andet.

Kirkearkitektonisk er det den tomme grav, der udgør centrum i Gravkirken, men korshøjen er under samme tag. Det samme er tilfældet for alle ortodokse kirkebygninger, hvor det centrale alterparti (bag ikonvæggen) er et symbol på den tomme grav.

Korshøjen, Golgata, er i umiddelbar nærhed, symboliseret ved et andet bord ude til en af siderne, hvorpå nadveren forberedes. Derfra bæres brødet og vinen ind på alteret – dvs. at brød og vin så at sige uddeles fra den tomme grav, hvorfra den opstandne kommer os i møde med sit fuldbragte frelsesværk.

Fordi graven var tom, er nadverbordet fyldt med Kristi livgivende gaver.

Han går i forvejen til Galilæa

Da kvinderne påskemorgen kommer til graven bærer de på parfumeret salve. Det ville være en trøst i deres sorg at kunne gøre en sidste kærlighedshandling overfor Jesus ved at salve hans døde legeme og begrænse duften af død bare en lille smule.

Bagefter, når salven var brugt op, måtte de gå tomhændede bort. Men sådan kom det ikke til at gå. De gik retur med hænderne fyldt med deres salver, der nu kunne bruges på de levende – en duft af liv spredte sig gennem deres vidnesbyrd om den tomme grav og den opstandne herre.

En engel fortæller dem, at de leder det forkerte sted. Jesus er ikke at finde blandt de døde, men blandt de levende – som den der er allermest i live af os alle sammen. Det betyder, at han er midt i kvindernes liv og midt i vores liv. Matt 28,1-10, s.4

Han er gået i forvejen til et ganske bestemt sted, hvor han vil møde sine disciple og møde os i dag. Galilæa er stedet, hvor de arbejdede, svedte og havde deres færd, inden de mødte ham.

Det er det nære og jordnære, han nu vil betræde – som den Opstandne.

Det er din og min hverdag, han vil gennemvandre med sit håb.

Opstandelsestro fører ikke væk fra vasketøj og vækkeur, fra den langhårede græsplæne og de besværlige chefer og kolleger.

Netop dér venter et nyt liv på os, så sandt som Kristus er gået i forvejen og venter som den, der er lyslevende til stede midt i vort liv.

En øvelse i opstandelsestro er at se efter den opstandnes fodspor, efter tegnene på hans nærvær og de gerninger, han forud har lagt til rette, for at vi skal vandre i dem – sammen med ham.

Med ordene fra Romerbrevet (6,4): ”Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv”.

Vi skal ikke med møje og besvær trække Jesus med os fra gudstjeneste og bøn ud på arbejdspladsen, ud i familielivet. Han er der, før vi er der. For at skabe opstandelse – så vi står oprejst i hans håb og hans fred.

Opstandelse er at stå op imod uretfærdighed og tale deres sag, der overses, trædes på og devalueres.

Når vi midt i livets udfordringer (i vores Galilæa) får øje på Kristus som den, der har sat os stævne netop der og kalder os til følgeskab, udvides bøn fra isoleret handling til væremåde og livsstil.

Den stadige bøn er knyttet til troen på, at Gud er i stadig bevægelse i vores liv og i menneskers liv omkring os.

Inden for ikonmaling taler man om 'det pneumatiske princip' (pneuma betyder ånd/vind). Det kommer til udtryk ved, at man fx maler bevægelse ind i klæderne – nærmest som et vindpust, der tager fat i tøjet. Matt 28,1-10, s.5

Det ser man i flere opstandelsesikoner, hvor Kristus træder døden under fode og sprænger dødsrigets porte. På vej ud i livet blafrer vinden i hans tøj for at markere Åndens bevægelse.

Han går i forvejen for os – ind i døden, ud i livet – for at konfrontere døden i alle dens skikkelser, fysisk, sjæleligt og åndeligt.

Han er livsfornyeren, ved hvem vi kan fornyes i sind og tanker, i selvbillede, næstebillede og gudsbillede.

Men det er en fornyelse, der indebærer, at andet må dø.

Som en sommerfugl må efterlade sin puppe for at nå ud i friheden, sådan må vi efterlade det gamle livs ligklæder for at træde ud i livets nyhed. Der er ting, vi må kaste af os og efterlade i dødens gemakker på frihedens vej.

Det kan være stolthed, utilgivelighed, lammende bekymring – alt det, der ikke hører det genrejste menneske i Kristus til.

Som den, der er i bevægelse blandt de levende, vil Jesus træde ind i vore uforsonlige relationer til hinanden, træde ind i uforsonlighed til os selv og til Gud – som forsoner, forløser og formidler af fællesskab.

Frygt og glæde

Kvinderne forlader graven med uforrettet sag med hænderne fyldt af velduftende salver og - hører vi - med frygt og stor glæde. Det kan lyde som en modsætning.

Måske tænker vi, at frygten må være forbigående og skyldes det chokerende og grænseoverskridende i situationen – og at glæden må være det blivende kendetegn på opstandelsestroen, når først den indledende forvirring har lagt sig.

Men jeg tror ikke, at vi for hurtigt skal gøre os færdige med opstandelsen som en rystelse af verden, der vender op og ned på tilværelsen.

I Narnia-filmene går glæde og ærefrygt hånd i hånd i børnenes møde med løven Aslan. I det ene øjeblik gennemtrænger Aslans brøl alt levende med ærefrygt. I det næste øjeblik lægger Lucy, den mindste af børnene, sit hoved ind til Aslans manke - i gensynsglæde.

Påskens mysterium flytter de grænser, vi ellers regner med som ubevægelige. Det må gerne sende chokbølger ind i det, vi tror og tænker, ind i det tilvante og accepterede, ind i det vi mener at kunne kontrollere og beherske.

Påske er tid til opstand, tid til kærlighedens forandring.

Opstandelsen skulle gerne bide sig fast i os både med sin ærefrygt og med sin glæde, så hver morgen, vi står op, leves i lyset fra den første påskemorgen.

Det betyder, at vi ikke er alene, men at Gud er med os.

Vi er ikke overladt til vores synd, til dæmoniens kræfter, til døden eller meningsløsheden.

Derfor er den kristne påske en eksplosion af dyb glæde, der også kan tåle at gå i højden - en forkyndelse af barmhjertighedens, tilgivelsens og livsfornyelsens Gud.

Jesu opstandelse viser os, at det liv fra Gud, som Jesus så rundhåndet delte ud til mennesker, ikke var et midlertidigt drømmeri, som ville gå i sig selv med lederens bortgang, når en mere normaliseret hverdag igen meldte sin ankomst.

En normaliseret hverdag er for den kristne en hverdag sammen med den Opstandne.

Påskemorgen bliver det stadfæstet, at Guds rige er kommet for at blive, og det er kommet for at vokse, og det er kommet for en gang i fremtiden at blive fuldendt virkelighed.

Påskemorgen åbner fremtiden på vid gab, udvider horisonten og skriver håbet ind i din og min historie, din og min hverdag, dit og mit Galilæa. Matt 28,1-10, s.7

Den opstandne vil selv tage bolig i os ved sin levendegørende Ånd, så vi med Paulus kan sige: ”Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig.” (Gal 2,20)

Påskens mysterium

Jeg begyndte med et citat af Karl Barth om, hvad en påskeprædiken skal tie med. Nu kan jeg passende slutte med et citat af Barth om, hvad det så er vigtigt at få sagt om påskens mysterium.

Han siger: ”Der findes kun ét mysterium i den kristne tro: Gud og menneskene i deres enhed ved Guds frie nåde”.

Enheden mellem Gud og menneske er hemmeligheden i inkarnationen (hvor skaberordet bliver som en af os), det er også langfredags hemmelighed (hvor vi dør med Kristus); og endelig er det påskemorgens hemmelighed (hvor vi oprejses med ham).

Påskemysteriet er Gud og menneske i deres enhed ved Guds frie nåde.

Som den, der er gået i forvejen, er Kristus foregangsmennesket, den nye Adam, Menneskesønnen. Han er gået i forvejen for os gennem døden og ud i det liv, der ikke kan dø, fordi det er båret af Guds evige og sejrende kærlighed.

Lov, tak og evig ære være dig, vor Gud Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.