Prædiken af Ole Skjerbæk Madsen til 4. søndag efter Trinitatis 2013

Kære søstre og brødre i Kristus Jesus!

Jesu ord i dagens evangelium kalder os til besindighed i den ophedede debat, som netop nu pågår i Folkekirken. Lige nu kæmper fløjene i folkekirken og vi selv med, hvad der er splinter eller bjælker i vore egne og andre øjne Debatten føres i bl.a. Kristelig Dagblad vedr. kirkens forståelse af ægteskabet og vielse af mennesker af samme køn. Debatten kører på, hvordan vi skal forholde os til andre, som har andet syn på sagen end os selv.

Kampen er altså udløst af sidste års lovgivning omkring ægteskab mellem to af samme køn. Vi er mange, som dengang som nu fastholder den gamle betydning af ægteskab – sådan som det endnu afspejles i Den danske Ordbog af 2005: ”En juridisk bindende forbindelse mellem en mand og en kvinde, der indebærer gensidig forsørgerpligt og sigter mod samliv i fælles hjem”. Og vi er stadig mange, som ser en overensstemmelse mellem denne indtil den nye lov gængse opfattelse som værende i overensstemmelse med Biblens forståelse af ægteskab. Tilhængere af loven opfattede vores opfattelse som diskriminerende og holdt jubelfest, da loven blev vedtaget – og de gav udtryk for, at højfløjens mørkemænd ikke havde hjemstedsret i folkekirken. Biskopperne og kirkeministeren fastholdt dog vores tilhørsforhold og ret til at følge vores syn på ægteskabet. Nu kom så i sidste uge en erklæring fra formænd for en række af vækkelsesbevægelserne, der gav udtryk for, at uenighed om ægteskabet som en konsekvens fører til ophævelse af gudstjeneste- og forkyndelsesfællesskab.

Jeg deler som sagt deres syn på ægteskabet, men jeg er ikke sikker på, at nogle af fløjene giver råderum for, at dem, man er uenige med, også kan være disciple af Jesus, som ønsker at være tro imod biblen. Det er ikke en ligegyldig kamp – for kampen om sandheden og den rette forståelse af, hvad Guds ord siger om vor måde at leve på, er altid afgørende – og kan være så vigtig, at man må gå hver sin vej. Men selv, hvis man går hver sin vej, er det vigtigt, at man ikke gør sig til dommer over hinanden. Ofte rummer dommen over den anden en projektion og forstørrelse af mine egne fejl – ikke nødvendigvis angående sagindholdet i en strid som den, vi står i – men i tolkningen af den andens motiver, intentioner og gudsforhold.

Hvordan forholder vi os så til hinanden? Hvordan undgår vi at dømme hinanden?

Det fortælles, at en tyv, som skulle hænges, brød ud af fængslet og gemte sig. Borgfogedens mænd ledte overalt, da de mødte en af den hellige Frans af Assisi’s brødre, broder Guinopero. Han lignede tyven og blev ført frem for borgfogeden: ”Har du gjort det, som du står anklaget for?”

”Ikke så vidt jeg ved, men jeg kunne sagtens have gjort det – eller det, der var værre.”

De førte ham til galgen. En stor skare så til, men så var der nogle, som genkendte ham: ”Det er broder Guinopero!”

Borgfogeden blev vred: ”Hvorfor sagde du ikke, hvem du var?”

”Jeg fortjener straf, for jeg synder ustandselig mod Gud, og hvis I havde hængt mig, var den stakkels fyr, som sikkert frygter døden mere end mig, blevet skånet. Jeg beder Dem, hr. borgfoget, frikend ham, eller hæng mig!”

Det er givetvis forkert retligt set at optræde som forbryder og tage den rigtige forbryders straf, men det afgørende i fortællingen er fordomsfriheden, at se den anden som lige med én selv i Guds øjne. Vi står lige overfor for Gud: I det store perspektiv er vi alle syndere – og vi er alle skabt i Guds billede for at blive ligesom Jesus Kristus. Forskellen mellem mindrebroderen og tyven handler om frygten for straf og død og om trygheden: at vide, at jeg er Guds frie barn.

Jesus fremhæver gang på gang, at der ikke er nogen personsanseelse hos Gud. Han viser det i praksis i sit møde med mennesker:

Tolderen ser han ikke som tolder, men som Levi – som person.

Jesus lader ikke synderinden grebet i hor stene, men afslører skarernes hykleri og dømmesyge.

Jesus rørte ved de spedalske.

Jesus lærer os at følge ham; han er Mesteren, vi er disciplene. Som han er, skal vi være. Derfor skal vores forhold til andre mennesker afspejle Guds forhold til mennesker. Vi skal leve uden personsanseelse og undgå at dømme, at projicere vore egne skyggesider, idealer og følelser over på andre. Og derfor lærer Jesus os, at vi skal elske vore fjender og bede for dem, som forfølger os. I hans perspektiv har vi ingen fjender. Mennesker kan optræde som fjender af os og forfølge os og bagtale os, men de bliver kun fjender i vores dom. Jesus vil have os til at se den anden som et Guds barn, skabt i Guds billede og se den potentielle discipel i den anden.

Hvordan kommer vi dertil?

Vi ser bjælken i vort eget øje! Helligånden lader os se vort liv i lyset af Guds kærlighed, som møder os i Jesus. Vi opdager, hvor meget vi har glemt om Guds kærlighed og om vort fortrolige forhold til Gud. Vi opdager, at vi er syndere, som lever som adskilte fra Gud. Fortabelsen åbner sig for os – og så er det at Gud Helligånd lader os se Jesus midt i vor fortabelse, som den der på korset råber vort: ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Og hans kærlighed vækker liver på ny i os.

Uden syndserkendelsen og erfaringen af Guds genorettende kærlighed i Jesu fuldbragte værk, bliver vi aldrig andet end blinde, som leder blinde. Det er kun sådan vi bliver disciple, der følger i vor Mesters fodspor, og dermed kan blive vejledere.

Det betyder ikke, at vi ikke må kalde synd for synd. Det betyder ikke, at vi ikke må udfolde biblens budskab om frelse og fortabelse og hvilke retningslinjer for vor livsførelse, som følger af discipelforholdet til Jesus. Men det betyder også, at når andre læser bibelen anderledes end os og drager nogle andre konklusioner end os, må vi bære smerten over uenigheden og ikke skabe et fjendebillede af de andre. Det kan være, at vi ikke kan følges ad hele vejen, men det udelukker ikke, at den anden ikke kan være et Guds barn og en med-discipel. Vi lader Gud om dommen. Derfor bliver mange af os endnu i den samme kirke, som dem, vi er uenige med. Vi vil kæmpe om sandheden og den rette trospraksis og livsførelse, men vi vil ikke tvinges til at se dem, vi er uenige med som fjender. Vi forpligtes til at bede for hinanden og bede om, at det Kristi billede, vi og de er skabte i, må foldes ud i deres og i vores egne liv, at Helligånden vil korrigere os selv, så vi ser vore fejl, og at Helligånden vil give os visdom og mildhed til at tage de opgør, som må tages.

Stilhed til eftertanke.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden…