Høst og skabelse
I det meste af Danmark lever man ikke længere særlig tæt på det, som foregår i høsten – det er på mange måder et levn fra dengang, Danmark primært var et landbrugssamfund. Dengang brugte man Mikkelsdag til fejring af høsten. I dag har Folkekirken ikke en officiel helligdag, som er viet til høsten, men i de fleste kirker, også i storbyerne, fejrer man årets høst med en høstgudstjeneste i september eller oktober.

I dag er høstgudstjenesten i høj grad en markering af taknemmelighed for hele skaberværket. Når vi siger tak for høstens afgrøder, siger vi tak for, at Gud giver os det, vi har brug for til livets opretholdelse. I Fadervor beder vi om, at Gud vil give os vores daglige brød, og ved høsten siger tak, fordi vi får det. 

Fuglen og den fattige
I Det Gamle Testamente spiller høsten også en rolle, og tre af de store religiøse fester i Det Gamle Testamente, påsken, pinsen og løvhyttefesten, har oprindeligt forbindelse med høsten. 

Moseloven i Det Gamle Testamente forbyder, at man høster al sin afgrøde, når man høster. Man skal derimod lade en del af den blive på markerne, så de fattige kan plukke resten. Vi genkender tankegangen i den gamle høstsangMarken er mejet: ’Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.’

Når vi kan takke Gud for, at vi har fået vores fornødenheder som for eksempel mad, skal vi altså også huske på dem, som ikke har det så godt som os. Når vi modtager Guds gaver, tager vi også imod et ansvar for andre menneskers liv.

Enken, den faderløse og den fremmede
I det hele taget er det ikke kun i Det Nye Testamente, at det betones, at vi skal tage os af hinanden og leve i næstekærlighed. I Det Gamle Testamente står det også igen og igen, at mennesker skal tage sig af ’enken, den faderløse og den fremmede.’ Selve næstekærlighedsbuddet stammer også fra Det Gamle Testamente (Tredje Mosebog kapitel 19, vers 18).

Høst i Det Nye Testamente
I Det Nye Testamente kan vi også læse om høst – men her er høst mest benyttet som et billede på dommedag eller på Gudsrigets udbredelse i verden. Høsten bliver altså nogle gange brugt til at sammenligne mennesker med afgrøder, som kan være enten gode eller dårlige. Gud høster så sine afgrøder, når tiden er inde. Det er fx tilfældet i lignelsen om ukrudtet i hveden (Matthæusevangeliet kapitel 13, vers 24-30).

I dag er høstgudstjenesten i høj grad en markering af taknemmelighed for hele skaberværket. Når vi siger tak for høstens afgrøder, siger vi tak for, at Gud giver os det, vi har brug for til livets opretholdelse. I Fadervor beder vi om, at Gud vil give os vores daglige brød, og ved høsten siger tak, fordi vi får det.At høste og at blive høstet - modenhed og død
Høst er på den ene side noget godt. Det er godt, at der er frugter at høste, både i konkret og i overført forstand. På den anden side er høst også forbundet med ophør, død, efterår. Når markerne er høstet, står kun stubbene tilbage.

På samme måde har  modenhed også noget tvetydigt over sig i moderne sammenhæng. På den ene side er det godt, at frugter, mennesker og projekter modnes. På den anden side er grænsen mellem at være moden og overmoden hårfin. Og det sidste er ikke noget ønskværdigt.

Men høst er en del af livets cyklus og naturens gang. Det, der er sået, skal høstes. Det gælder i naturen, det gælder i livet, og det gælder mennesker. Det er glædeligt, at vi kan høste, og at andre kan høste fra os. Det kalder på taknemmelighed, men også på et stænk af vemod, fordi høst følges af ophør og død.

Nyt liv
I lyset af Bibelens budskab føjer sig til døden et håb om og en tillid til, at der efter hver høst kommer en ny tid til at så og dermed til nyt liv. Som Gud siger efter syndfloden: Så længe solen står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre (Første Mosebog kapitel 8, vers 22).